En guide til fantastiske serier

Vi kender det (næsten) allesammen. Måske vil vi ikke helt indrømme det, men jeg tror vi alle har været der. Man har lige set den fantastiske serie man var igang med færdig, og mens rullerteksterne fra sidste afsnit ruller over skærmen, føler man ALDRIG at man finder en serie igen, der er ligeså god som den…. Indtil man går igang med sin næste yndlings-to-be-serie. Man kan dog godt bruge ret lang tid, på at finde en god serie til de kolde efterårsaftener, så her kommer lidt hjælp til at navigere i serie-junglen.

Game of Thrones

Selvfølgelig skal GoT være med på listen, og selvfølgelig skal den stå først. Det er virkelig en serie i sin egen klasse – der er drama, spænding, action, kærlighed, fantasy, alle skuespillerne spiller virkelig godt, og scenerne er super godt lavet. Du ved aldrig hvad der kan ske, eller hvilken hovedperson der dør næste gang, når du ser GoT. Så hvis du ikke allerede har set denne fantastiske serie, så er det bare med at komme igang!

Stranger Things

Der er noget kult over denne serie, som er en af de nyeste skud på stammen hos netflix. Det er en speciel, men virkelig interressant serie i sci-fi genren, som du under ingen omstændigheder må gå glip af. Du bliver grebet af hovedpersonernes verden fra første afsnit, og kan næsten ikke slippe skærmen igen, før serien er slut. Heldigvis er anden sæson på vej.

True Detective

En virkelig god serie, som du bare skal se. Det er en klassisk krimi-fortælling, men alligevel er den bare så meget mere cool en de krimier vi er vandt til. Matthew mcconaughey gør det særdeles godt, og så ser han heller ikke værst ud i denne perle af en serie. Er du til crime er dette den helt rette serie for dig!

Grand Hotel

Er en spansk serie, som nok mest er for tøserne. Så er du en tøsetøs, der er vild med storslået romantik ala Jane Austen, så er den her et must! Det foregår i starten af 1900-tallet, og vi befinder os på et storslået hotel som ejes af en dramatisk familie. Der er danske undertekster, så man vender sig hurtigt til at de snakker spansk, og man forelsker sig straks i de to hovedpersoner og deres fortælling, som minder lidt om Romeo og Julies.

True Blood

Der er et eller andet over denne serie som bare fanger én med det samme. Sookie, som er en almindelig pige forelsker sig i en vampyr ved navn Bill, og så udfolder der sig ellers drama på drama derfra. Der er masser af sex, vold og ulækre scener i denne serie, men samtidig er der også meget kærlighed og venskab og vilde overraskelser. Er du til fantasy er denne her et must-see. Og så er der virkelig mange afsnit, hvilket altid er et plus 🙂